Ugens Beauty Tips af Mette - Beauty Living

Ugens Beauty Tips af Mette

Indlægget blev opdateret den 29. november 2021

Mit navn er Mette, jeg er 29 år gammel og jeg bor i Frederikssund med min kæreste og vores to katte. Til daglig arbejder jeg i Fitness World, og til Februar skal jeg starte på uddannelse. Jeg har altid interesseret mig rigtig meget for hudpleje, men det var først for ca. 2 år siden, at jeg begyndte at researche mere om ingredienserne og deres virkning. Jeg er stor fan af koreansk hudpleje, og jeg elsker at teste de forskellige produkter af, som jeg også laver anmeldelser af på min instagram-profil. 

Nævn dine 5 bedste hudplejetips

1 –  Gå til en kosmetolog og lær din hud at kende! Alle har en hudtype, og det gør det lettere at finde de rigtige produkter, hvis du ved hvad du skal lede efter. 

2 –  Hav tålmodighed. Som med så mange andre ting i livet, er gode ting værd at vente på, og det passer bestemt også på hudpleje. De fleste mennesker, inklusiv mig selv, håber på at produkter virker natten over, men de fleste produkter tager flere uger eller måneder, før de giver synlige resultater. 

3 – Brug altid solcreme – også om vinteren og på overskyede dage. Det er vigtigt at beskytte huden mod solens stråler, både mod UVA og UVB stråler. Man kan finde mange dagcremer med solfaktor i, men en rigtig solcreme vil altid beskytte mere, så gør dig selv en tjeneste og invester i begge dele! 

4 – Lad din hud holde fri engang imellem! Både for hudplejeprodukter og makeup – man kan selvfølgelig godt tage en dagcreme/solcreme på, men hvis du er typen der bruger 5-10 produkter hver morgen og aften, så prøv at minimer det til 1-2 produkter. 

5 –  ELSK din hud som den er, og lær at accepter den måde du ser ud på! Vi får alle sammen bumser engang imellem, og vi vil alle få rynker på et tidspunkt, så lad vær med at stresse over det. Som jeg skrev før, så hold en fridag fra makeup’en, og lad folk se DIG. 

Hvad er dit yndlingsmærke inden for hudpleje, og hvorfor?

Det er et svært spørgsmål, for jeg har nogle yndlingsprodukter hos de forskellige brands. Jeg er især fan af Dear Klairs Midnight Blue Calming Cream – den beroliger virkelig min hud, og så har den den fineste blå farve! Jeg elsker også Paulas Choice 2% BHA liquid exfoliant! Jeg købte den for et år siden, da jeg døjede med hormonelle bumser på min hals, og lige siden jeg begyndte at bruge den, har jeg ikke haft en eneste bums der. Det er mit holy grail produkt som jeg anbefaler til alle! Udover dem elsker jeg IUNIK, Heimish (deres cleansing balm er guld værd!), Purito og The Plant Base.

 Er du mest til kompliceret eller simpel makeup/livsstil/sundheds rutine? Eller en blanding? 

Jeg har mild rosacea og sensitiv hud + jeg er doven, så jeg er helt sikkert mere til en simpel rutine. Jeg bruger max 5 produkter morgen og aften, og gerne mindre hvis jeg ikke behøver dem alle. Jeg renser altid min hud og bruger en dag/natcreme og solcreme, men hvis min hud har brug for det, så bruger jeg også en toner og/eller en serum. Af makeup bruger jeg altid en concealer og en medium dækkende pudder. Mine øjne er meget sensitive, så jeg bruger kun mascara hvis jeg skal noget vigtigt.

Hvad er dit bedste råd til en nybegynder, der gerne vil kaste sig ud i hudpleje og udforske lidt?

Som nævnt tidligere vil jeg anbefale, at man lærer sin hudtype at kende først. Når først man ved det, kan man begynde at udforske og prøve produkter af. Jeg er selv medlem af nogle beauty-grupper på facebook, og så følger jeg en masse mennesker på Instagram og youtube, som ved en masse om hudpleje og ingredienser. Det har hjulpet mig utroligt meget! Når først du lærer lidt om de forskellige ingredienser og ved hvad de gør, så er det nemmere at finde produkter, som passer til din hudtype/tilstand. Men man skal også huske på, at alle er forskellige, og bare fordi ét produkt virker for én, så virker det måske ikke for en anden. 

Hvad tænker du mest over, når du skal købe nyt hudpleje?

Jeg tænker altid over ingredienserne og prisen. Jeg er stor tilhænger af centella asiatica, grøn te og niacinamide, og da min hud er sensitiv og ikke kan klare så stærke ingredienser, så vælger jeg også altid produkter uden alkohol, parfume og essentielle olier. Produkterne skal også være dermatologisk testet og ikke testet på dyr! Jeg tjekker også altid ingredienslisten – hvis de ingredienser jeg går efter står som nogle af de første, så ved jeg at der er en stor procentdel af det i produktet, og jeg vil hellere købe de produkter, frem for dem hvor størstedelen er vand/aqua. 

Hvis du skulle opfinde et nyt produkt inden for hudpleje, hvad skulle det så være?

Det er ikke som sådan et nyt produkt, men jeg ville helt klart lave en solcreme i sprayform. Solcreme skal man jo gerne påføre flere gange om dagen, så jeg synes det ville være lettere hvis man bare kunne spraye det på – især hvis man bruger makeup. 

Mvh Mette – IG: Skincare.Mette

Ingen Kommentarer Endnu

Kommentér

Your email address will not be published.