Indlægget blev opdateret den 6. august 2021
Jeg hedder Louise, og er 30 år gammel. Det kreative og kunstneriske har altid haft en særlig plads i mit hjerte. Som barn elskede jeg at tegne, og det førte til, at jeg i mit voksne liv valgte at uddanne mig som makeup artist.
Hvad er dine 5 bedste makeup tips?
#1 En god base giver det bedste resultat. Et hus kan heller ikke stå, hvis fundamentet ikke er i orden. Plej din hud med produkter der passer til lige netop din hud. Personligt renser jeg min hud morgen og aften. Ren og fugtet hud får makeuppen til at fremstå meget flottere.
#2 En eye primer får øjenskyggen til at holde længere. Den duppes eller pensles på øjenlåget som et underlag for øjenskyggen. Er man typen, der godt kan lide at bruge lidt concealer under øjnene, kan man også bruge en eye primer som underlag for dette, og dermed også forlænge concealerens holdbarhed.
#3 Eyeliner kan være effektfuldt og kan give en illusion af øjnenes form. Især hvis man lægger det på øjets våde kant. En hudfarvet liner får øjnene til at se større ud og en brun eller sort liner får øjnene til at se mindre ud. Lyst åbner og mørkt lukker.
#4 Kan man lide at bruge læbeprodukter, er det også en god ide at skabe en god base for dette. Tørre læber kan få produktet til at krakelere eller fremstå ujævnt. Et godt tip er at give læberne en god læbepomade/lip balm som det første, som så kan sidde og arbejde lidt, mens du lægger din makeup. Når du når til læberne som det sidste, tør da den resterende pomade/balm væk og påfør læbestift el. lignende.
#5 Bruger du foundation, og skal finde den rigtige farve, så match den med din hals eller din kind. Og husk at huden ændrer sig de forskellige årstider. Huden bliver typisk blegere om vinteren og mere gylden om sommeren.
Hvad er dit yndlingsmærke inden for makeup, og hvorfor?
Jeg kan ikke vælge et mærke, men jeg kan fremhæve nogle, jeg synes særligt godt om. Zoeva er nok det mærke, der kommer tættest på at være min favorit. Gode kvalitets produkter, stort udvalg af farver og nuancer, fantastiske pensler og priser, der er til at have med at gøre. Wet N Wild kan jeg også rigtig godt li, fordi de har super gode og effektfulde produkter og priser, hvor alle kan være med . NYX og Make Up For Ever er jeg også glad for. Der er noget for enhver smag. Hvad end man er til vilde looks eller mere afdæmpede looks.
Hvad er du mest til; Naturlig eller farverig makeup? Eller en blanding?
Jeg er til en blanding af det hele. Men i min optik behøver hverdag ikke nødvendigvis at være klassisk, og farver og glimmer behøver heller ikke at være forbeholdt weekender. Gør som du har lyst til. For eksempel, kan jeg nogle gange godt finde på at tilføje min hverdags makeup et strejf af farve. Det kunne for eksempel være en farvet eyeliner eller en læbestift/lipgloss i en ikke-neutral farve.
Hvad er dit bedste råd til en nybegynder, der gerne vil lege med makeup og udforske lidt?
Det første jeg lærte som makeup artist var, at der kun er én regel i makeup. Og det er: Der er ingen regler. Der er teknikker, muligheder og måder at gøre tingene på, men der findes ikke en facitliste med rigtigt og forkert. Makeup handler om personlige præferencer. Så mit bedste råd er: Leg, prøv ting af, find ud af, hvad der fungerer og ikke fungerer for dig. Og frem for alt: Ha’ det sjovt med det. Og en anden vigtig ting jeg også synes man bør huske er, at makeup ikke skal være en maske, man gemmer sig bagved. Det er en flot og sjov form for krydderi, der skal fremhæve dine træk og din personlighed.
Hvad tænker du mest over, når du skal købe nyt makeup?
Kvalitet. Det skal være ordentlige produkter, man kommer på sin hud. Priser kigger jeg også på. Og kvalitet og priser går ikke altid hånd i hånd. Det dyreste er ikke nødvendigvis det bedste, og det billigste er ikke nødvendigvis det værste.
Hvis du skulle opfinde et nyt produkt inden for makeup, hvad skulle det så være?
Det er svært at svare på, da der hele tiden kommer nye innovative produkter på markedet. Men en form for multifunktionelt produkt, så man ikke behøvede flere forskellige ting til ansigtet. En slags all in one produkt. Men der findes allerede eksempler på dette.